Australien
Australien har det hele - godt klima til udendørsliv og -aktiviteter, en spændende natur, interessant kultur og samtidig en ret europæisk skoleuddannelse.
Du får masser af udfordringer inden for sport og udendørsliv, nye fag og krav om at tilpasse dig et familieliv præget af høflighed og engagement. Din nye familie kan være sammensat af helt forskellige nationaliteter, for Australiens befolkning er meget forskelligartet. Der bor efterkommere af de første englændere og spaniere, og i de sidste årtier har Australien tiltrukket mange immigranter fra Asien og Stillehavsområdet. Australiens oprindelige beboere, aboriginerne, bor især i den nordlige og i den sydlige del, hvor stednavne bærer præg af deres oprindelse. Naturen er et spændende element i Australien. Her er nogle af verdens smukkeste badestrande, laguner, ørkenområder, stepper, bjerge, for slet ikke at tale om det meget frodige dyre- og planteliv, som varierer inden for de forskellige områder.
Og så bor der kun 3 indbyggere pr. kvadratkilometer!
Familieliv "Aussierne" er åbne og afslappede, "laid back". Din nye familie vil modtage dig med åbne arme og måske et "G´day, mate". De fleste familier bor i eget hus, og da det er almindeligt, at begge forældre arbejder ude, bliver du og dine værtssøskende inddraget i de fælles huslige aktiviteter.
Sport/fritid Sport er den altdominerende fritidsbeskæftigelse, og australierne er med på verdensplan i mange sportsgrene - rugby, cricket, svømning og cykling. Også basketball, sejlsport og golf er populære, samt naturligvis deres helt egen sportsgren: Australian Rules Football, i daglig tale "Aussie Rules" eller "Footy". Udendørsaktiviteter og sport dyrkes meget i fritiden, men også inden for kunst og musik sker der meget. I de sidste år er aboriginerne begyndt at formidle deres gamle kultur til resten af samfundet.
Skoleåret starter i sommermånederne januar/februar og slutter i november/december. Der stilles måske større krav til arbejdet i skolen, end du er vant til hjemmefra, men du får sikkert også helt nye tilbud.
Foruden de traditionelle fag som f.eks. engelsk og matematik vil du måske få lejlighed til at prøve bushwalking, sejlsport eller et asiatisk sprog. Eller hvad med at lære om aboriginernes kultur, som omfatter hulemalerier, dans og musik?
De fleste skoler kræver, at du går i skoleuniform. Somme tider er det dog bare et par jeans og en T-shirt i en bestemt farve.
VISUM YFU Danmark vejleder i hvordan man søger visum, og sender dig de relevante papirer, men det er dit eget ansvar at få ansøgt i tide. Du skal forvente at visumprocessen tager mindst 10 uger.
VACCINATIONER Når man som udvekslingsstudent skal tilmeldes en skole i Australien, er der en del krav til vaccinationer. BEMÆRK at I kan forvente en udgift til vaccinationer og lægeundersøgelse - ofte omkring kr. 1.000.
YFU-fakta
Sprogkrav: Engelsk på folkeskoleniveau (sprogtest)
Programstart: Midten af juli
Placering: Mest i mellemstore byer eller landdistrikter
Rygning: Ikke mulig
Vegetar: Ved accept af fisk og mælkeprodukter
Veganer: Ikke mulig
Husdyrallergi: Ikke mulig
Cøliaki: Ikke mulig
Kroniske sygdomme: Skal forhåndsgodkendes