USA
Du ved sikkert allerede meget om USA. Du kender måske også nogle amerikanere.
Du har sikkert en mening om både sprog og kultur, for USA har stor indflydelse på f.eks. vores musik og film. Men måske passer billedet ikke helt - mange detaljer går tabt i medierne. Alt er stort i USA, som er verdens tredje største land. Befolkningen er sammensat af mennesker fra alverdens lande, mest fra Europa. Hovedsproget er amerikansk engelsk, men der tales også en masse andre sprog. I alt er der 300 mio. indbyggere, som bor i de mange spændende byer med helt forskellig atmosfære og i de mange smukke landområder.Skole I skolen vil du få nogle udfordringer, som du kan have gavn af i din uddannelse bagefter. Du får også mulighed for at finde nye kammerater.Vi anbefaler, at du vælger nogle fag, som handler om USA, men derudover kan der også være en række tilbud, fag du slet ikke kender, f.eks. økonomi, børnepasning eller speech (holde tale). Visse fag er obligatoriske.Du får uden tvivl lært at stå på egne ben, for kravene er noget anderledes end i Danmark. Det gælder også til opførsel på skolen, hvor disciplinen er meget stærkere end i danske skoler. F.eks. tolereres det ikke, at man kommer for sent, og der er en mere formel tone over for lærerne, som tiltales med Mr./Ms.
Anden vigtig information
Studenter til USA må ikke have fået nogen karakter under 2 inden for de seneste to år. Det vil sige, at hvis du skal af sted efter 9. klasse, må du ikke have fået under 2 på noget karakterark i 8. klasse eller i 9. klasse.
Ligeledes skal gennemsnittet på hver af disse karakterark være minimum 4.
YFU-fakta
Sprog: Engelsk test
Skole: Start i efteråret
Placering: I hele landet
Vaccinationer Når man som udvekslingsstudent skal tilmeldes en skole i USA, er der en del krav til vaccinationer, og det er derfor vigtigt at begynde i god tid.
VISUM YFU Danmark vejleder i hvordan man søger visum, og sender dig de relevante papirer, men det er dit eget ansvar at få ansøgt i tide.
YFU-AKTIVITETER Kort tid efter ankomsten til USA og igen lige før hjemrejsen bliver du inviteret til en YFU-orientering. Desuden tilbyder de fleste regionale YFU-kontorer grupperejser, som du kan deltage i mod betaling.
PLACERING Som udvekslingsstudent med YFU får man mulighed for at blive placeret i hele landet - fra øst til vest. Særligt omkring Michigan (hvor mange danskere udvandrede til i 30'erne) har vi mange familier, da YFU historisk set er herfra.
Visuminformation
Det er jeres ansvar som forældre at søge om visum til jeres datter eller søn, der skal på udveksling til USA. Læs hvordan og hvorledes her:
1. Det visum, I skal søge, hedder et J1-visum. Men I kan ikke gøre noget før, I modtager en såkaldt DS-2019 formular fra os på YFU sekretariatet i Danmark, som vi har modtaget fra YFU i USA. DS-2019-formularen vil I modtage i midten af juni. Indtil I har fået tildelt en værtsfamilie i USA, skal I blot notere adressen på YFU USA's kontor i Washington i DS-2019-formularen. Adressen er som følger:
Youth For Understanding USA
6856 Eastern Avenue NW
Suite 310
Washington, DC 20012
United States of America
2. Når I sidder med DS-2019-formularen i hånden eller på skærmen, begynder I ansøgningsprocessen ved at betale et såkaldt SEVIS-I901-gebyr. I betaler gebyret ved at indtaste det SEVIS-ID, som fremgår af DS-2019-formularen. I foretager betalingen via dette link. Husk at gemme kvitteringen for denne betaling.
3. Næste skridt er at udfylde en Nonimmigrant Visa Application DS-160-formular på U.S. Department of States hjemmeside. Vær opmærksom på, at denne side ikke åbner korrekt i internetbrowseren Firefox. Vi anbefaler derfor, at I åbner siden i Internet Explorer eller en anden browser.
4. Nu er I klar til at booke en tid til interview på den amerikanske ambassade på Østerbro i København. I booker tid på ambassadens hjemmeside. I vil blive bedt om at betale et ansøgningsgebyr på 160 dollars.
5. Til interviewet skal I medbringe følgende: DS-2019-formularen, DS-160-bekræftelsen, udvekslingsstudentents pas samt kvitteringer for betaling af SEVIS- og ansøgningsgebyret.
6.Til interviewet vil I få at vide, om visummet er godkendt. Men herfra og indtil I modtager det fysiske visum, kan der gå tid. Ambassaden oplyser, at visum-behandlingstiden er 1 uge, men at der i spidsbelastningstider som sommerperioden kan gå længere tid. Ambassaden beholder udvekslingsstudentens pas under behandlingstiden, så vi anbefaler ikke, at I planlægger at rejse på ferie i de uger i juli, hvor ansøgningsprocessen foregår. Ambassaden sender visum og pas samlet tilbage til jer.
Hvis ovenstående giver anledning til spørgsmål, henviser vi til den amerikanske ambassade.