Hvorfor det lige blev Argentina, var nok ret tilfældigt
Person
Mie

Hvorfor det lige blev Argentina, var nok ret tilfældigt

Jeg ville gerne til Sydamerika og Argentina lød spændende

Jeg vidste absolut intet om landet, men det, der tiltrak mig, var at det hele var så ukendt og anderledes, end hvad jeg kendte til. Jeg har aldrig fortrudt at jeg valgte Argentina!
YFU Denmark:

Fortæl om dit år

Mie :

Vi var i alt tre danskere, der skulle til Argentina. Jeg kan huske, at det først var da flyet lettede fra Madrid, at det for første gang virkelig gik op for mig, at det altså var nu, dét jeg så længe havde gået og ventet på, var ved at gå i opfyldelse.

De første to dage var vi på et introforløb med de andre udvekslingsstudenter. Mandag morgen skulle jeg og 10 andre afsted i bus. Vi fulgtes ad, da vi skulle bo i samme område.
Jeg skulle bo midt ude på landet, ca. 750 km. nordøst for Buenos Aires, i en lille by med ca. 10.000 indbyggere. -Vi havde absolut ingen idé om, hvor lang tid vi skulle sidde i bussen, om vi skulle køre nord eller øst på og efter fire timer, fik vi med besvær spurgt chaufføren, hvornår vi var der. Vi var ikke engang nået halvvejs... Hver gang vi kom ind til en ny by, blev vi helt nervøse for, om det mon var her, vi skulle stå af. Efter 10 timer i bussen, hvor vi kun havde set marker, marker, og atter marker, nåede vi endelig frem. Det føltes næsten uvirkeligt endelig at stige ud af bussen.Jeg mødtes med min værtsfamilie, og vi kørte hjem til mit nye hjem.

Værtsfamilier
I løbet af mit ophold i Argentina, boede jeg hos to værtsfamilier. Min første familie bestod af en enlig værtsmor og tre værtssøskende. En værtssøster på min alder, og to ældre, som ikke boede hjemme. Men jeg så dem alligevel hver dag.
I Argentina er søndagsmiddage med familien en stor del af kultur og tradition. En hel familie mødes, dvs. mostre, tanter, bedsteforældre, kusiner osv. og spiser sammen. Det gjorde jeg også! Hver søndag tog vi ud til en bondegård, hvor en anden del af min familie boede. Dér spiste vi altid et kæmpe måltid sammen, spillede fodbold, tennis, snakkede, red på deres heste og drak Mate -en argentinsk te, som de drikker hele tiden. Det er ligesom et socialt samlingspunkt, og det er en af de vigtigste ting i deres kultur.

Efter jul skiftede jeg familie, fordi mit forhold til min værtsmor og søster ikke fungerede.Min anden værtsfamilie boede i samme by. Min mor var frisør, og havde sin salon i huset, så der var altid liv og mennesker, når jeg kom hjem fra skole. Min værtsfar og værtsbror på 25, arbejdede på en fabrik i byen, hvor min bror var chef.
Jeg fik meget hurtigt et rigtig tæt forhold til dem alle, -specielt til min værtsbror, som blev en af mine bedste venner, trods aldersforskellen. Vi fik et meget tæt bror-søster forhold, med alt hvad dét indebærer. Ligesom i min første familie, var også her familiemiddag om søndagen højt prioriteret. -Selvom jeg nogle gange havde mere lyst til at blive under dynen, endte det næsten altid med, at det blev hyggeligt alligevel.


Skole og fritid
Skolen var meget anderledes end et dansk gymnasium. Jeg startede i hvad der svarer til 2.g, og efter sommerferien kom jeg op i 3.g. Jeg gik i en økonomiklasse og havde fag som administration, økonomi, regnskab og litteratur. Det var meget hårdt de første måneder, fordi jeg ikke forstod noget som helst, så dagene føltes meget lange. Efterhånden som jeg blev bedre til spansk, kunne jeg deltage mere, men i starten sad jeg bare og lavede ingenting.
Skolen startede kl. 13:15-18:15, og det var en ret konservativ skole. Når en ny time begyndte, skulle man stille sig i pige/drengerækker og vente på læreren, som så gav tilladelse til at man måtte gå ind i klassen. Og når man mødte og fik fri, skulle vi igen stille os op i pige/drengerækker sorteret efter klassetrin. Da der så blev stille, sagde rektoren ”God eftermiddag” og ”Vi ses i morgen”. Sådan var det hver dag.
Jeg gik også i skoleuniform (hvilket er normalt i Argentina) og det var faktisk noget jeg havde glædet mig til at prøve. På min skole var uniformen en grå skole T-shirt, og egne mørkeblå jeans og sko.

Det var gennem skolen jeg fandt mine venner, og vi var sammen næsten hver dag efter skole. Nogle gange spillede vi ”Padle”, noget der minder om tennis, andre gange tog vi på et lokalt spisested for at spise, men for det meste, ja næsten altid, drak vi Mate, og snakkede. Så snakkede vi lidt mere, og drak lidt mere Mate...
I weekenderne mødtes de fleste fra min årgang og spiste sammen inden vi tog på diskotek. Festerne er altså lidt af en oplevelse. Man danser hele natten, og det er så sjovt. Argentinere er uden tvivl nogle af de festligste mennesker her på Jorden!


Sprog
Før jeg tog af sted, kunne jeg næsten ikke noget på spansk. Jeg havde lært ord som ”Hej” og ”Jeg hedder Mie”, men det var ligesom det. Jeg var meget nervøs for, hvordan det ville gå uden at kunne udtrykke sig. Der hvor jeg boede, var der ingen, som snakkede engelsk, ikke engang mine to værtsfamilier. Min første værtsfamilie havde på alle husets møbler, ting og sager, klistret små sedler med navnet på de forskellige ting. Det hjalp rigtig meget. Ellers brugte vi det første stykke tid fagter og en ordbog, jeg havde med. Alle var meget tålmodige, og ville virkelig gerne forstå, hvad jeg ville sige, hvilket var enormt rart. Ikke at kunne snakke og forstå sproget det første stykke tid var helt vildt hårdt, og noget af det hårdeste i løbet af mit udvekslingsår, men trods frustrationer og mange besværligheder gik det hele, og set i bakspejlet er jeg faktisk glad for at ingen kunne tale engelsk, for så var det jo bare dét, jeg ville have talt. Ved jul og nytår, snakkede jeg så godt spansk, at jeg begyndte at drømme og tænke på sproget.–Det er noget af det udveksling virkelig kan, og det er en fantastisk oplevelse!


Argentinere
Argentinere er de varmeste, mest åbne, kærlige mennesker jeg nogensinde har mødt! Jeg blev modtaget med åbne arme, ikke kun af min familie, men af alle omkring mig. Argentinere kan virkelig godt lide at lave… ingenting. De er meget spontane, tager tingene som de kommer, og planlægger aldrig aftaler i forvejen. Ofte bliver aftalerne til på dagen. For mig som dansker, var det rigtig svært at vænne sig til ikke at have nogle planer, og det tog også et stykke tid at komme ind i den vane. Men nu er det noget af dét, jeg savner aller mest!

Nu har jeg været hjemme i Danmark i ca. et halvt år, og selv om jeg er ved at falde på plads igen, tænker jeg hver dag på min tid i Argentina. Dét år har gjort mig til den jeg er nu, og jeg har lært en masse, jeg kan bruge fremover. Jeg savner min familie og mine venner helt vildt meget, men jeg er sikker på, at jeg vil se dem igen, for jeg må bare tilbage til Argentina!