Når sproget er det vigtigste
Hvorfor jeg lige valgte Tyskland, er jeg er jeg blevet spurgt utallige gange om. Svaret er heldigvis utrolig simpelt. Jeg havde lyst til at tage til et land, hvor jeg vidste, jeg ville lære et nyt sprog. Jeg ville til et land med en fremmed kultur og anderedes mennesker. Hver eneste gang understreger jeg, at både menneskerne, naturen, maden, sproget og ikke mindst kulturen er helt anderledes end i Danmark.
Trods et kaotisk og rodet første møde med Tyskland, var det en fantastisk oplevelse at blive taget godt imod af min værtsfar og -søster på en helt fremmed station i Sydtyskland. I mit nye (store) hjem blev jeg mødt med åbne arme og mad af min værtsmor.
Min værtsfamilie bestod af mor, far, en bror (20) og to søstre (16 og 22), men de to ældste boede ikke hjemme. Efter kun en uge hos familien følte jeg mig utrolig godt tilpas og helt hjemme, på trods af, at jeg ikke kunne kommunikere så nemt med dem. I starten foregik det en del på engelsk, men både min familie og jeg var meget opsat på det tyske, så der gik ikke længe før det hele var på tysk.
At have en værtssøster på min egen alder havde helt klart både fordele og ulemper. Vi skændtes ikke, men vi gik i klasse sammen, så jeg tror, vi tilbragte for meget tid sammen. Jeg havde det utrolig godt med hende, og vi havde det sjovt, og i dag ser jeg hende stadig som en rigtig søster.
Efter mit udvekslingsophold er det virkelig gået op for mig, hvor glad jeg er for at have lært tysk. Det er dejlig nemt for mig i gymnasiet med tysk på højt niveau, og det er en skøn følelse, når jeg kan hjælpe de andre. Derudover er jeg virkelig glad for, at jeg valgte et land, som er så tæt på Danmark, så jeg nemt og hurtigt kan komme ned og besøge både min værtsfamilie og alle mine venner. Jeg har allerede været dernede to gange på et enkelt år.
Et godt råd jeg vil give til kommende udvekslingsstudenter er, at man gerne må være lidt mere egoistisk når man er af sted, end man er derhjemme, da det er ens bedste år i ens liv, og ingen har ret til at ødelægge noget for en. Det er dit år, og du skal nyde hvert et sekund – det er ovre før man ved det.
Noget af det bedste ved mit udvekslingsophold, er de andre udvekslingsstudenter jeg har mødt undervejs: At have et netværk fuld af mennesker, som forstår alle ens tanker og forvirringer - og at jeg nu har venner over hele verden. Det er en fantastisk følelse.