Ud af de vante rammer
I september 2004 landede jeg i Marco Polo-lufthavnen i Venedig, hvor min italienske værtsfamilie ventede på mig. Jeg var seksten år gammel, havde netop afsluttet 9. klasse og havde brug for at komme ud af de vante rammer. Jeg kan huske suset i maven, da min værtsfamilie og jeg kørte fra lufthavnen og alle skiltene var på italiensk. Vejret var godt, lyset var helt utroligt klart, nærmest skarpt, og det føltes næsten uvirkeligt, at jeg skulle bo der i de følgende ti måneder.
Værtsfamilien var som taget ud af historierne om de traditionelle italienere. De boede i et stort hus lidt uden for byen, hvor hele familien var samlet under ét tag – forældrene og de hjemmeboende børn i hovedhuset, de ”udeboende” børn i hver deres lejlighed (den ene med kone og tre børn), samt bedsteforældrene, der ligeledes havde en lejlighed. Jeg fik mit eget værelse, hvor sengen var opredt med lyserødt sengetæppe og der var blomstrede gardiner og skodder for vinduerne. Det passede på mange måder med mine idéer om, hvordan Italien ser ud.
Den første uge var meget spændende, men også præget af hjemve. Ikke mindst fordi intet længere var en selvfølge. Jeg kunne ikke sproget og kendte ikke familiens rutiner, så det var svært at forudsige dagens gang. For dem var det stadig sommerferie, så det var endnu ikke helt almindelig hverdag.
Sproget
Jeg havde taget et introducerende italienskkursus på aftenskole inden opholdet. Det hjalp mig til at forme de første par sætninger. Fra min ankomst tog det mig tre måneder at tilegne mig sproget, sådan at jeg kunne forstå hverdagssnak og selv bidrage til samtalen. Og det handlede ikke om, at jeg sad med næsen i bøgerne fra morgen til aften; min værtsfamilie kunne ganske simpelt ikke engelsk, og da slet ikke dansk, så der var ikke så meget at gøre, andet end at folde ørerne ud. Det var tre måneder med hovedpine, til gengæld tilegnede jeg mig sproget for livet. Jeg oplever at huske mange ord fra specifikke situationer, enten fordi jeg begik en morsom fejl eller fordi folk har forklaret mig ordene med nogle særlige eksempler. Den dag i dag benytter jeg hver eneste chance, der byder sig for at få lov at tale italiensk.
Skolen
Da det blev oktober blev jeg indskrevet på det samme gymnasium, som min værtsøster. I Italien har hvert gymnasium en overordnet profil og vi gik på det kunstneriske gymnasium i Treviso, Liceo Artistico. Vores fag var derfor forskellige former for tegning, samt blandt andet kunsthistorie. Min linje havde hverken engelsk eller noget andet fremmedsprog, men derimod fagene anatomi og arkitektur.
Familielivet
En del af udvekslingsoplevelsen for mig var, at jeg ikke var alene om at blive sat på prøve. Det var ikke bare mig, der skulle bo ti måneder i Italien og opleve, min værtsfamilie skulle også huse en dansk teenager, der var opdraget væsentlig anderledes end deres egne børn. Det kom der flere interessante sammenstød ud af. Når jeg blev bedt om at rydde af og sætte i opvaskemaskinen efter aftensmaden, mens min værtsbror fik lov til at gå op på sit værelse og se fjernsyn, så var jeg lige ved at eksplodere af arrigskab indvendigt. Jeg forsøgte at tage en diskussion med min værtsmor, som dog affejede mig med, at sådan havde de altid gjort. Jeg påberåbte mig ligestilling og retfærdighed og lige meget hjalp det. Omvendt oplevede jeg også, at selvsamme værtsmor hyggede sig enormt meget med, at jeg var så interesseret i hendes madlavning. Det var jo ellers noget, som til en vis grad blev taget for givet, fordi det var hendes funktion i huset - hendes job. Man lærer at balancere mellem at opleve og analysere, uden nødvendigvis at have ret til at blande sig.
Venner
Min primære veninde under mit ophold var en anden udvekslingsstuderende. Vi havde samme position som udenforstående og kunne derfor dele nogle ting, som vi ikke kunne dele med vores jævnaldrende italienere. Hun boede hos min værtssøsters veninde, så vi blev naturligt bragt sammen den vej. Min skole lå en times kørsel i bus fra, hvor jeg boede, så jeg så ikke meget til mine klassekammerater i fritiden. Mine primære omgangskreds var derfor min værtssøsters venner og min værtsfamilie. På daværende tidspunkt var jeg en ret genert pige, meget eftertænksom, og jeg holdt meget af bare at opleve og suge indtryk til mig. De første tre måneder gik som sagt også med at lære sproget, så det var først, da jeg kom tilbage på skolen efter juleferien, at jeg begyndte at danne mine egne venskaber. Nogle har jeg stadig lidt kontakt med, andre ikke.
Livslang læring
Det er min oplevelse, at folk får meget forskellige ting med sig hjem fra et udvekslingsophold. Nogle får livslange venskaber, andre ”bare” kæmpestore oplevelser. Mit ophold har præget mange af mine valg i livet sidenhen.
Jeg har i mange år rejst til Italien, lige så ofte som jeg kunne komme til det. I 2012 var jeg på udveksling for anden gang, gennem mit universitet, og det var netop dét, der gjorde, at jeg besluttede mig for at tage min kærlighed til Italien seriøst. Slut med kun at flirte med landet på korte ferier, nu ville jeg bruge mit sprog aktivt. I september 2014 startede jeg derfor den italiensk boghandel, Italo Libri, næsten præcist på 10-års-dagen for min ankomst til Norditalien.